Inside Sales Trainee til ed A/S

INSIDE SALES ELEV TIL AT UNDERSTØTTE B2G – MARKEDET

Vores dygtige kollega Emma, der supporterer B2G markedet / Public kunder som Inside Sales B2G Specialist, er klar til at tage en elev under sine vinger. Derfor søger vi lige nu en stærk procesorienteret og struktureret elev til at indgå i vores public-forretning. Du skal sammen med det allerede eksisterende team være med til at udbygge og optimere området for vores offentlige kunder, som vi satser stort på og ser et vækstpotentiale i.

”Når en region overlader os ansvaret for deres IT-udstyr, tager vi ejerskab fra start til slut — fra indkøb og konfiguration til levering og drift. Det kræver mennesker, der kan skabe struktur i komplekse processer, tage ansvar og finde løsninger, når planen møder virkeligheden. Hos ed gør vi det muligt for hospitaler og regioner at fokusere på kerneopgaven: patienterne. Vi får ting til at ske, og vi finder vejen, når ingen andre kan se den.” Key Account Manager Public Sales, Kasper Mølgaard Pedersen.

Du vil i stillingen få kundekontakt, have en projektstyrende og administrativt opfølgende rolle over mod vores offentlige kunder i tæt dialog med vores Key Account Managers, der har B2G-kunder som en del af deres portefølje – og hvem ved, måske får du i løbet af din elevtid lyst til selv at udvikle dig hen i mod at blive Account Manager inden for området.

VÆR MED TIL AT LEVE KUNDESERVICE I VERDENSKLASSE!

Vi søger en elev, der er nysgerrig på ord som udbudsregler, SKI og leveranceansvar! Du får sat skub i tingene, har et naturligt højt drive, samt lyst til at løbe i takt med vores Key Account Managers fra udbuddet er tilgængeligt og materialet afleveret til ventetiden med beslutningstagerne er ovre – somme tider af flere omgange.

Herefter bliver opgaven at være koordinerende projektleder sammen med Emma og her udvikler du i høj grad administrative strukturegenskaber så vi sikrer, at vi kommer i mål med klargøring samt levering af aftalte ordrer i samarbejde med blandt andet Warehouse & logistics-teamet hos ed.

Det er en forudsætning, at du kan være elev hos os i minimum 2 år og derfor er eller kan optages på Aarhus Business College eller lignende uddannelse som Handelsassistent i salg (B2B).

Du elsker at skabe system i tingene – hos os bliver det omkring ordreopfølgning og du må meget gerne brænder for procesoptimering. Hos os lærer du at blive dygtig i projektledelse, at kunne prioritere dine opgaver og du får evner i at kommunikere bredt i organisationen og ud mod kunderne. Det er en del af din elevtid, at du indgår i samarbejde med det team, der primært står for indkøb. Det er en forudsætning for, at vi sammen proaktivt kan sikre fremtidige leverancer og estimere indkøb i henhold til leveranceaftalen.

Emma og resten af teamet i Public garanterer for en grundig oplæring og indkøring i vores processer og du skal selvfølgelig med ud at hilse på kunderne, så du i løbet af de 2 år bliver klar til at flyve selv. Vi forventer, at du trives med frihed under ansvar, kan arbejde selvstændigt, er pligtopfyldende, en teamplayer og tager ejerskab for processerne som sikrer at kunderne får den bedste oplevelse.

Du skaber naturligt relationer, og du trives i at samarbejde med mange forskellige mennesker. Du er klar på at bidrage i en supporterende administrativ samt salgsorienteret hybridrolle, der understøtter vores salgsafdeling og samtidig tager del i den løbende dialog med kunderne. Du ser løsninger, og samtidigt er du god til at bevare det overblik, der skal til, for at sikre og optimere alle processer omkring et forretningsområde, hvor udbudsloven sætter spillereglerne for samarbejdet.

Det forventes, at du er velformuleret i både skrift og tale, og at du kan begå dig i systemer som word, excel og outlook samt at du ikke er bleg for at bruge AI som et værktøj i hverdagen.

EN SPÆNDENDE HVERDAG MED GODE KOLLEGAE

Du vil til dagligt blive en del af et stærkt team i Inside Sales, bestående af kompetente kollegaer, der hver dag har fokus på at yde den bedste service og rådgivende oplevelse for vores kunder inden for B2B og B2G. Vores afdeling har til opgave at understøtte forretningen bedst muligt i et samarbejde, hvor vi løfter i flok. Der ydes opbakning fra både ledelse og kollegaer til at nå både dine personlige- samt afdelingens mål igennem en tæt sparring og dialog.

Du kan læse mere om ed og om vores forretningsområder her.

Vil du med på holdet?

  • Er du interesseret i og motiveret af en elevplads, hvor du kan være med til at udbygge B2G-forretningsområdet i en 100% danskejet virksomhed i vækst, og kan du se dig selv som salgselev inden for offentlige kunder?
  • Send en målrettet ansøgning samt et CV til os hurtigst mulig
  • Vi inviterer løbende til samtale og ønsker os en ny elev i løbet af efterår/vinter/forår 2025/2026
  • Har du spørgsmål til virksomheden eller stillingen, er du velkommen til at kontakte: Inside Sales Manager Michael Dahl Nielsen på tlf. +45 3225 9005